Den naturlige have

590haveJeg har altid elsket de naturlige haver, hvor man får besøg fra nær og fjern. Inden længe finder dyr og fugle nemlig ud af, at haven er et godt sted at være, og hvis der er muligheder for bosætning, slår de sig måske ned og bliver. Inden man har set sig om, bor man midt i et miniature-reservat, og det var jo lige præcis det, der var meningen med sådan en naturlig have.

Forestil dig en frodig have, hvor solsorten uden besvær kan finde plads til en rede i det tætte buskads, hvor gærdesmutten bor i fred bag brændestakken, og hvor pindsvinet kan gemme sig i den bunke af grene, der har fået lov til at blive liggende, så det kan gro til med efeu.

Midt i det hele bør anbringes en bænk, hvor man kan sidde i solen og nyde synet af smukke sommerfugle og dejlige dufte, og hvor man kan falde i staver over en mejse, der har travlt med at finde insekter i æbletræet. Tænk et eje en have, hvor man kan få små og store naturoplevelser lige uden for havedøren.

Det er i haven, vi har de bedste muligheder for at komme i nærkontakt med naturen, og en naturlig have vil virke som en tiltrængt modgift mod hverdagens stress og jag. Og her i den naturlige have er det hjælp til selvhjælp, for vi har så godt af at omgive os med planter og dyr. Man skal bare vænne sig til, at der altså godt må vokse lidt ukrudt mellem fliserne, og at bedene ikke er snorlige. En naturlig have vil aldrig være perfekt. Men her ligger det perfekte i det uperfekte.

Tekst og foto: ©  Mia Folkmann